Hvis vi skruer tiden et par mdr tilbage, helt præcist den 18.juli
. Dagen hvor jeg stillede til start for allerførste gang i DM i MTB, og efter næsten 2 timers hårdt slid kunne jeg køre over stregen som 3'er, hvilket jeg var super glad for. Aldrig tidligere har jeg kørt noget så hårdt, jeg ved ikke om det var varmen eller hvad, men da jeg var kommet i mål, tror jeg nærmest at jeg tømte hele køleboksen for al spiseligt. Efter præmieoverrækkelse røg vi på det første og bedste pizzaria, fordi jeg skulle bare have noget mere at spise, og det skulle være NU!!! Når min mave først begyndet at té sig, så smider man alt, hvad man har i hænderne og gir den det den vil have = MAD!!
. Dagen hvor jeg stillede til start for allerførste gang i DM i MTB, og efter næsten 2 timers hårdt slid kunne jeg køre over stregen som 3'er, hvilket jeg var super glad for. Aldrig tidligere har jeg kørt noget så hårdt, jeg ved ikke om det var varmen eller hvad, men da jeg var kommet i mål, tror jeg nærmest at jeg tømte hele køleboksen for al spiseligt. Efter præmieoverrækkelse røg vi på det første og bedste pizzaria, fordi jeg skulle bare have noget mere at spise, og det skulle være NU!!! Når min mave først begyndet at té sig, så smider man alt, hvad man har i hænderne og gir den det den vil have = MAD!!Efter en lille MTB udflugt til Blåbjerg stod den nu på UCI etapeløb. Jeg må nok indrømme at jeg havde sat næsen op efter lidt mere end hvad jeg egenligt præsterede, men en næsten dehydrering til DM og efterfølgende små 1600km plus en omvej på 400km i en gammel Renault Espace unden nogen former for klima/aircond var kroppen ikke parat til cykelløb igen. Omvejen skyldes det klassiske scenario med GPS og total tillid til sådan en, efter denne lille ups'er overtog Renauten føringen og kørte sikkert og korrekt til Luxembourgh ved hjælp af et godt gammeldaws europa/luxembourghs kort!!! Lettere forsinket ankom vi til Luxembourg dvs. i stedet for sent om eftermiddagen blev det så midnat, hvilket nok taler for sig selv.
Derefter stod den på 7 timers søvn, hvorpå turen gik vest over mod Frankrig og Limoges. Klog af skade valgte Jonas (mekaniker) og jeg fuldstændig at droppe at følge efter nogen som helst direktioner, som GPS kom med. Heldigvis vidste vores gæsterytter hvilken vej vi skulle!!! Det lykkes også sådan nogenlunde for os, at følges 3 biler ad igennem Luxembourg, indtil Monique drejede til venstre i lyskryds, vi holdte bag en masse biler, så det ikk
e og kørte ligeud. Derefter fandt vi kortet frem igen og fandt vejen igen. Nu var vores lille karavan nede på 2 biler, men det skulle blive meget værre endnu. Teambilen, som havde den meget famøse GPS, kom lige pludselig farende udenom os, og ligende en som pludselig havde set lyset. GPS'en var vakt til live og nu kendte de vejen.... Det skal lige siges at en 15 år gammel bil, kører ikke lige så hurtigt, og slet ikke når man hvert anden minut skal have varme på, fordi den så ellers brænder sammen... Nå men som sagt havde personerne i Teambilen genoprettet tilliden til deres GPS, hvilket vi havde meget svært ved at tro på. Vi lod på dem drøne derud ad, velvidende at vi havde vores kort! Og ak ja efter ca. en time kørsel, tikkede der en besked ind om, hvilken vej vi havde taget efter motovejsfrakørslen!!! For at køre en lang historie meget kort, så ankom vi en lille time tidligere en teambilen!!! Hurra for europakortet!!!
e og kørte ligeud. Derefter fandt vi kortet frem igen og fandt vejen igen. Nu var vores lille karavan nede på 2 biler, men det skulle blive meget værre endnu. Teambilen, som havde den meget famøse GPS, kom lige pludselig farende udenom os, og ligende en som pludselig havde set lyset. GPS'en var vakt til live og nu kendte de vejen.... Det skal lige siges at en 15 år gammel bil, kører ikke lige så hurtigt, og slet ikke når man hvert anden minut skal have varme på, fordi den så ellers brænder sammen... Nå men som sagt havde personerne i Teambilen genoprettet tilliden til deres GPS, hvilket vi havde meget svært ved at tro på. Vi lod på dem drøne derud ad, velvidende at vi havde vores kort! Og ak ja efter ca. en time kørsel, tikkede der en besked ind om, hvilken vej vi havde taget efter motovejsfrakørslen!!! For at køre en lang historie meget kort, så ankom vi en lille time tidligere en teambilen!!! Hurra for europakortet!!!Selve løbet gik a h til. Benene var tunge og fuldstændig ubrugelige, så efter at have kæmpet mig igennem dagens første etape, fået at vide at jeg lige havde klaret den indenfor tidsgrænsen, fik jeg den efterfølgende morgen at vide, at jeg alligevel ikke måtte starte. ØV Øv, men nu er det jo engang uci kommisærerne, som altid trækker det længste strå. Jeg fik da kørt nogle fine ture i området, hvilket varmt kan anbefales...
Hjemturen startede egentlig ganske stille og roligt, med at jeg havde fået kommandoen over, hvilken rute vi skulle køre hjemad, men før stormen er der jo altid stilhed... Det gik fint derned ad, men problemer begyndte at opstå i forbindelse med, at vi skulle finde et sted at sove. Vi var for sent ude, og alt vi optaget, så det endte med at vi sov i bilerne på en rasteplads lidt syd for Liege. Efter gentagne ture syd på sammen med min forældre sendte jeg Espace'en over til en masse Tyske og Hollandske campingbusser, og lagde mig derefter til at sove i min sovepose. Efter et par timers søvn vågnede vi til et punkteret bagdæk på teambilen, det eneste fornuftige efter at have ringet til sos 24timer var at spise morgenmad :-) Og efter ca 1½ times forsinkelse kom vi afsted, og efter lidt bykørsel i Liege grundet vejarbejde kom vi da også ned på motorvejen igen. Vi sad lidt og jokede med at den gamle spade af en bil vi kørte i, egentlig var den bil som havde holdt bedst igennem hele turen, og sådan noget må man bare ikke joke med, når der stadig mangler små 500km. Resultatet blev jo selvfølgelig, at vi tabte 5 geaeret syd for Hannover, og efterfølgende måtte holde en på en rasteplads for at pakke bilerne om, således at halvdelen af den lille karavane kunne komme hjem!!! Derefter kørte Jonas og jeg i sneglefart ned til mine forældre, hvor min Touran holdte. Der blev ringet hjem til mine forældre om, at vi ankom lige til spisetid og gerne ville bestille et brusebad samt lidt aftensmad. På det tidspunkt havde vi siddet små 36 timer i bil, hvor turens højdepunkt var, når temperaturmåleren var over 30 grader i bilen, så måtte vi køre ind og købe is.... jeg har stadig ikke tal på hvor mange vi fik spist på turen! Da vi ankom stod der hakkedrenge og tilbehør på bordet, hvilket smagte fantastisk ;-) bedste måltid på hele turen.
Som i kan se på billedet var min bil pakket pænt meget, tror billedet er taget idet var vi halvvejs igennem ompakningen af bilerne. Derefter gik turen til Odense. Jeg ringede til Jacob og fortalte at vi fik et feriebarn til overnatningen og ringede til min chef og spurgte om jeg kunne møde 2 timer senere, eftersom vi var lettere forsinket...Efter at have været hjemme i 3 dage tog jeg turen over til Sjælland og videre til Sverige, idet vi skulle køre Worldcups'ene i Vargada! Vejret var helt klart ikke på vores side. Det stod ned i stive stænger de fleste dage. Fredagen skulle vi køre TTT (holdløb), for mit vedkommende gik det fornuftigt, jeg er ikke jordens bedste enkelstartsrytter, og synes heller ikke det er det sjoveste at køre, men efter en kaotisk start, hvor vi tabte en rytter, og en yderligere røg på hjemturen, var der ikke meget andet end at klippe balderne sammen og komm
e med hjem. Efter en rulletur lørdag i solskin og tørvejr, stod den igen på regnvejr til linieløbet søndag. Efter en omgang vidste jeg bare at det her kom ikke til at fungere. Mit lår krampede og der var intet at køre med, så efter 3 omgange rullede jeg i mål. Det var så det. Årets sidste landevejsløb var forbi.Derefter stod den på et velfortjent hvil. 14 dage hvor jeg næsten ikke rørte en cykel, bortset lige fra et shimanoligaløb til lige at slutte hvilkeperioden af på.
Men det må blive i næste opdatering. Det var vist alt for denne gang. Nå ja så var jeg også lige et smut på Smukfest igen... Klasse!!!
